Jeg har fundet min ro
Erik Istrup har mærket efter, skippet sit faste job, ændret retning og sætter sig på skolebænken i en alder af 44 år. Processen hen imod beslutningen har været årelang
Af Karianne Bengtsen Blem
Foto: Palle Skov
 Han ved godt, at der er stor sandsynlighed for, at han bliver den ældste i klassen. At nogle af hans kommende medstuderende nok er kommet til verden nogenlunde samtidig med, at han var i fuld sving med karrieren som elektroniktekniker. Men det gør ikke spor. Erik Istrup har taget en beslutning. Han vil være pædagog.
- Jeg er 44 år, jeg har fundet min ro, fundet mig selv. Og skal jeg finde en løsning, finder jeg den inde i mig selv, siger han, der bor alene.
Og den 1. september går Erik Istrup ind ad døren på pædagogseminariet i Åbenrå til første skoledag.
Slap af med stressen
Egentlig startede det hele på en sommerferietur til Skotland i 1999. Gennem knap tyve år havde Erik passet sit faste job som elektroniktekniker. Og været glad for det. Men derovre i Skotland skete der noget med ham.
- Det var som om, at der faldt noget ud af min mave. Noget tungt, fortæller han – lidt søgende efter de rette ord for den følelse, han oplevede.
- Jeg er sikker på, at det var stress, jeg dér slap af med. Det var tydeligt. Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle samle sådan noget op igen. At jeg skulle være opmærksom på, hvordan jeg følte og tænkte, og hvad andre gjorde ved mig, siger Erik Istrup.
Og fra dén sommer begyndte en proces hen imod den beslutning, han nu har taget, om at uddanne sig til pædagog. Få år efter oplevelsen i Skotland spørger en ven Erik Istrup, om han vil med til en åben hus-dag på en healerskole. Og besøget dér ender med, at han over to år tager en healeruddannelse.
- Samtidig begynder jeg at mærke et behov for at arbejde med mennesker i stedet for med teknik. Det kommer ligesom "snigende", og jeg føler mig mere og mere "menneskelig".
Et nødvendigt onde
Den 1. december 2005 siger Erik Istrup sit arbejde op. Uden at vide, hvad han egentlig så vil. Kort tid efter sender arbejdsformidlingen ham på jobsøgningskursus. På det kursus skal han blandt andet prøve at søge job uopfordret, og så tager han ud på en skole for dampbørn. Få dage senere er han ansat.
- Jeg havde ikke nogen erfaring – jeg havde ikke andet end mig selv. Så når jeg står i en situation, skal jeg ind og mærke efter for at finde en løsning.
I dag, et halvt år efter, er Erik Istrup sikker på, at det er sådan et job, han skal have, når han er færdig med pædagoguddannelsen. En uddannelse som han – indrømmet – gerne vil have overstået, så han kan komme ud og "bidrage med noget".
- Teorien er et nødvendigt onde. Der er selvfølgelig en masse ting jeg ikke ved, så jeg ser på teorien på samme måde, som de basisfag, jeg skulle lære som tekniker, siger han.
Erik Istrup vælger dog trods alt at tage den almindelige pædagoguddannelse frem for en netbaseret, fordi han gerne vil have den daglige kontakt med sine medstuderende.
- Og jeg glæder mig meget til at møde dem, jeg skal læse sammen med og høre om deres liv, understreger han og siger, at han ikke har nogen forventninger til studiet.
- Jeg er nok lidt speciel på det område. Normalt stiller man jo nogle forventninger op, og kan så bagefter bedømme, om man har fået det ud af det, man forventede. Jeg går bare ind i det, så behøver jeg ikke bedømme noget, og så kan jeg bare tage, hvad jeg kan bruge.
Erik Istrup ser ingen problemer i, at skulle starte på en uddannelse i en forholdsvis sen alder.
- Jeg har en tryg formodning om, at det nok skal lykkes, og så har jeg den livsindstilling, at hvis noget føles rigtigt, så tager jeg et valg, indtil der er noget andet, der føles rigtigt. Det behøver ikke være et varigt valg. Jeg har tillid til livet og til, at der ikke kan ske noget ved at kaste sig ud i det, siger han.
- Det er bare med at turde. Og i dag ved jeg godt hvem jeg er – så vidt jeg ved, tilføjer han.
Socialpædagogen nr. 17, 2006 kab@sl.dk
|
