|
Igangværende arbejder
Bøger på vej
Med Baba ved min side - første del
Jeg har været så utrolig heldig at få lov til at udgive denne usædvanlige beretning i to dele, skrevet af Marguerite Jalving. Bøgerne udkommer i begyndelsen af 2012. Hun skriver: "Jeg har haft, og har stadig smukke visioner og drømme med Baba.
I en drøm kommer Baba og giver mig en besked, eller viser mig noget, jeg skal lære af. Kort og godt en lektie.
En vision er noget helt andet. Der er jeg med Baba (eller alene) på overjordiske skønne steder, fyldt med lys og en vidunderlig atmosfære. Der er det som regel ikke så meget en lektie, det drejer sig om, men en oplevelse Baba giver mig. Denne vidunderlige atmosfære, jeg får lov at opleve en kort stund på forskellige måder.
Det er alt sammen ord, ord, ord, vi for enhver pris ønsker at give vore oplevelser, og som til syvende og sidst slet ikke lader sig beskrive, da det er en guddommelig oplevelse. Vi mennesker må tro på en højere virkelighed, uden for vores egen lille snævre verden, vores trivielle hverdagstilværelse, hvis vi ønsker at forstå meningen med vores liv."
Med Baba ved min side - anden del
Ligesom ved første del, kommer Jalving i kontakt med de personer som Baba har valgt til at hjælpe med at få denne smukke beretning spredt ud til Verden. Det er en stor oplevelse, at arbejde under Babas vejledning og opmuntring til at yde sit bedste, når energien strømmer gennem én og ud i det materiale der skabes i dette samarbejde. Jeg er beæret over at være blevet valgt.
Jarling skriver følgende om anden del: "Da min første bog, ”Med Baba ved min side” udkom for første gang i juli 1994, regnede jeg ikke med, at jeg skulle skrive endnu en bog.
Baba fortsatte dog med at komme til mig i drømme og visioner, og dem skrev jeg selvfølgelig ned, da de jo er lige så fantastiske og smukke, som dem i min første bog.
Jeg blev da klar over, at Baba forventede dette af mig. Så derfor kommer der endnu en bog. Det er Babas mening og derfor fortsætter jeg."
The Lyrics of Kamal
Jeg har valgt at oversætte "Kamals Sange" til engelsk så betydelig flere kan få mulighed for at møde Kamals visdom. Jeg føler, at Kamal har været med mig under oversættelsen og den engelske titel er også blevet givet til mig. Kamal må nødvendig- vis ind over oversættelsen for at få de dybere lag med. - Tak for hjælpen! "I lige måde", svares der!
Yderligere har jeg valgt at få udgivelsen illustreret, så der på hver venstreside er et helsides billede og på hver højreside findes teksten. Det bliver til i alt 35 billeder plus billedet på omslaget.
Det viste omslag er malet af min kære veninde fra Ukraine Natalie Kryvobokova. Det bliver ikke nødvendigvis det, der kommer på det endelige omslag. Motivet, der fortsætter om på bagsiden, er dog utrolig smukt og rører mig lige så meget som Kamals visdom. Jeg forventer, at bogen bliver udgivet i foråret 2012.
Livet må have en årsag
Fortsættelsen til "Lev livet enkelt".
En retsmediciner undersøger en død person, for at finde årsagen til dødsfaldet. Det der driver ham eller hende er, at "døden må have en årsag". Men livet må ligeledes have en årsag. Der er noget der har forårsaget livet eller livets opståen. Dette udsagn gælder også, selv om livet opstod ved en tilfældighed. Der må stadig være nogle faktorer der har gjort, at livet opstod. Jeg vil fortælle dig grunden til at livet opstod her på planeten, hvorfor planeten blev skabt og hvorfor universet opstod. Jeg vil bruge mest tekst på at fortælle hvorfor og mindre tekst på hvordan.
Jeg vil tage dig med ud i Universet og længere endnu. Ud til det forskerne kalder "Big Bang" og videre ud på den anden side. Turen vil ikke blive lang, hvis vi tænker i afstande, men vi vil nå ud og møde Skaberen og endda få et glimt af Skaberen før Skaberen. Her må jeg bede dig om at slippe alle dine forestillinger om hvad Gud er, for her når vi så langt "ud", at ingen menneskelig tredimensionel forståelse kan følge med.
Her må du uvilkårligt tænke: "Hvordan vil du så forklare mig det?" Se, det er virkelig et godt spørgsmål. Her er "forståelsen" vigtigere end forklaringen. Det lyder kryptisk, men det jeg prøver at sige er, at det er op til dig og den måde du opfatter og føler ind til sandheden på, mere end det er den måde jeg præsenterer den på, der gør udslaget.
Drømmeledsageren
Drømmeledsageren er en mand der lever under Atlantis-æraen, men der vil blive tilbageblik til Lemurien og til tiden før tiden. Der vil også blive set fremad, som her, til hans liv i Ægypten mens Jesus Kristus lever:
"Bruddet mellem dem havde han selv valgt. Ikke fordi han ønskede at forlade Jamaya, tværtimod havde han aldrig følt større samhørighed med et andet menneske, men fordi missionen han havde valgt, ville separere dem fysisk i resten af dette liv."
"Her, langt fra pyramiderne, hvis spidser pegede mod himlen og hvis skygger samtidig pegede på jorden; i sig selv et symbol på to retninger, skulle de skilles. Han havde brudt bånd tidligere i sit liv, men dette var det sværeste."
"Der var ikke mange dage hvor stilheden sænkede sig over stenbruddet, men i dag stod fræsemaskinerne stille og den eneste bevægelse var støvet i vinden. Han tænkte på sin kære læremester, Imhotep der havde forberedt ham til rejsen og som altid havde kendt til den."
"Han skulle drage bort og bistå den længe ventede profet, Yeshua fra Huset Sananda, i hans arbejde med at udbrede krystalenergien. Han selv ville bidrage med den klareste atlantiske energi og andre ville også deltage i arbejdet."
"Jamayas ansigt var mærket af hendes følelsesmæssige smerter og tårer, men bagved anede han lyset og smilet, som altid havde givet ham modet og kraften til at leve. Han vidste, at han altid ville have både lyset og smilet i sit hjerte."
"Der blev ikke mæglet et hørbart ord under deres sidste møde. Et var, at Jamaya mentalt forstod nødvendigheden af, at det netop var ham der rejste; noget andet var de følelsesmæssige billeder hun så, når hun kiggede ind i sin fremtid. Der var altid en lang skygge der nåede hende og i den anden ende af skyggen var silhuetten af en mand, så langt borte at han knap kunne anes."
Eller som her, hvor vi igen oplever et brud, men på en anden planet end Jorden:
"Med blandede følelser som, afmagt, sørgmodighed og vrede, glider hun gennem paladsets søjlegange, hvor alt udsender et dæmpet, rødt skær. Hendes kjole, der også er rød, når næsten til gulvet. Hendes hår er dog ikke rødt, men sort. Hun har sagt farvel. Stjerneskibet har forladt planeten, for at tage ham på denne vigtige diplomatiske mission. Hun har virkelig prøvet, men der kom ingen bedre løsning. Han var født til at skulle tage på denne mission. Til at starte med var hun fortvivlet, for hun havde brug for ham her. Hvordan skulle hun ellers klare det? Hun kendte sin egen styrke, men den havde ligesom forladt hende. Tårerne løber ned ad hendes kinder da hun mærker, at han tænker på hende. Hendes kraft vender tilbage."
Åh, Gud!
En børnebog om Gud, begyndelsen, livet og efterlivet.
De fleste voksne vil sikkert føle sig rådvilde når de første gang får spørgsmålet, "Hvem er Gud?" eller måske: "Hvor er Gud?" Det kan være svært at ryste op med en forklaring som man selv synes er fyldestgørende, også selv om man dykker ned og prøver at finde nogle af de forklaringer man selv har fået. De færreste har denne paratviden, simpelthen fordi vi ikke går og funderer over disse store spørgsmål i hverdagen.
"Åh, Gud!" beskriver Gud uden at bruge religionerne som grundlag, men derimod metafysisk viden, hvor metafysisk betyder "over (det) fysiske". De unge læsere får derfor en fornemmelse af begrebet, Gud, uden påvirkning af religiøse doktriner. Herved kan der også males et billede af mennesker, skabt i Guds billede, frem for en Gud skabt af mennesker der giver Gud menneskelige egenskaber.
Fra bogen: "Jeg vil fortælle dig, at du selv er med til at skrive denne bog. Det lyder mærkeligt, men det er fordi alt hænger sammen og derfor laver vi det der står i bogen sammen. Jeg skriver bogen på min computer efterhånden som vi digter den og du læser den. Det kan man da ikke, vil de voksne sige, men vi ved bedre. Og hvis du ikke lige kan huske hvorfor det er sådan, så skal jeg nok forklare det om lidt, men der er noget vi lige skal skrive om først."
|