Under min uddannelse til pædagog, det der i dag hedder at tage en bachelor i pædagogik, stødte jeg på følgende påstand: ”Dannelse af fællesskaber er en forudsætning for dannelse af individer”. Det er det samme som at sige, at personligheden dannes gennem relationer med andre (mennesker). I metafysikken ses personligheden ikke som hele mennesket, men som et redskab for mennesket i dets udvikling mod erkendelsen af, at det er Gud.

I pædagogikken er der to grundlæggende syn på det nyfødte barn. Det ene er, at det fødes som en tom tavle, altså, at det ikke er noget i sig selv, men skal lære alt fra fødslen. Det andet syn er, som enhver forælder vel vil give mig ret i, at barnet kommer ind med både evner og personlighed. Hvis barnet ikke blev født med forudsætninger for at lære, hvordan skulle det så kunne tage imod læring og udvikle sig?

Jeg må derfor sige at mennesket kommer til verden med grundlæggende kvaliteter og har derfor forudsætninger for, at danne egne meninger ud fra refleksioner over hvad det oplever i den ydre verden. Hvis mennesket ikke kom ind med egne meninger, ville det blot blive et spejl af den verden som det lever i; og altså ikke være et ultimativt eller enestående individ ...

Mad og energi

Vi lever af den solenergi som vi trækker ud af vores mad. Al næring i mad stammer fra sollys. Frugt og grønsager er i bund og grund ikke sundere end anden mad, men det er lettere at udvinde/optage solenergien, da den ikke er så skjult som i fx kød. Her er den nedtransformeret i forhold til, da energien var i den planteføde som fx en ko har spist. Nedtransformationen kan ses lidt i forhold til vægten af planteføde som koen har spist gennem sit liv i forhold til vægten af kød som den har produceret. Umiddelbart vil man sige, at energien netop er blevet koncentreret i kødet, men da energien netop er nedtransformeret har man ikke umiddelbart adgang til de højere energier. For at få fat i den ”rene” utransformerede solenergi, må man så at sige gå tilbage gennem fødekæden, helt tilbage til Solen ...